GENBESØG : RICHARD WINTHER

23. AUGUST - 28. OKTOBER

Med Genbesøg: Richard Winther er der ikke blot tale om et genbesøg af Richard Winthers (1926-2007) fotoværker fra Thorvaldsens Museum, som han fremstillede i 1966 på opfordring fra museet. Der er også tale om et genbesøg af skulpturerne og bygningen i sig selv igennem Winthers blik.

Med skæve vinkler undersøgte Winther med stor nysgerrighed værker, arkitektur og mennesker i næsten 400 negativer. Winther ville frigøre og udfolde det sensuelle i Thorvaldsens skulpturer ved detaljefokus og fremhævning af skjulte egenskaber, der skulle sidestille gipsdamer med Vogue-kvinder. Hans sanselige blik og tekniske kunnen vækker skulpturerne til live; han gør dem nærværende og nutidige. Fotografierne er således ikke dokumentariske, men snarere abstrakte og poetiske forbindelser til virkeligheden, og forstærker den sensuelle dimension i Thorvaldsens værker.

Uvurderlig hjælp fra kunstnerens søn Tobias Winther, Museum Jorn og Galleri Tom Christoffersen har gjort det muligt at genvise et udpluk af de fantastiske værker. Denne gang præsenteres de sammen med Winthers finurlige apparaturer, kameraer, som han byggede til at kunne udtrykke sig frit og fange det han ville.

Winthers værker vil kunne opleves på tværs af hele huset i samspil med Thorvaldsens værker og arkitektur fra d. 23. august – 28. oktober 2018.