
Bertel Thorvaldsen var en lidenskabelig samler. Det kan med al tydelighed opleves, når man besøger Thorvaldsens Museum. I løbet af sit mangeårige ophold i Rom (1797-1838) opbyggede han en imponerende privatsamling, bestående af tegninger, malerier, gipsafstøbninger, antikker m.v., som senere kom til at udgøre kernen i Thorvaldsens Museum (indviet i 1848).
I bogen introducerer Torben Melander, tidligere museumsinspektør for Thorvaldsens antiksamling, på grundig og inspirerende vis læseren til samlingens historie, bronzernes tekniske forarbejdning og udvalgte eksemplarer fra de forskellige tidsperioder og kulturer.
Præsentationen af et af samlingens hovedstykker, en figurdekoreret græsk arkaisk kandehank (ca. 550 f. Kr.), vil da utvivlsomt også få læseren til at forstå, hvorfor Thorvaldsen ifølge sin biograf J. M. Thiele beundrede ”Oldtidens Bronzeværker som noget af det Ypperste”.
Den rigt illustrerede publikation, der er den mest omfattende udgivelse om emnet siden 1847, indskriver sig fint i rækken af formidlingspublikationer om museets antiksamling.
Bogen koster 199 kr.