Bg_logo_top

Tilbage til Samlingerne

Maria Fjodorovna Barjatinskaja
Bertel Thorvaldsen[+]

Maria Fjodorovna Barjatinskaja, 1819-1825

Marmor. 181 cm
Inventarnummer: A171

Stort foto
Læs om værket i Arkivet
Se værket i Tilbygningen
  • Toppen af kroppen

    Maria Fjordorovna Barjatinskaja

    Ansigtet er det vigtigste i skulpturen af den russiske fyrstinde. Hvor hendes krop gemmer sig i tunge draperede folder, der holdes sammen med den venstre hånd, peger hun mod ansigtets hemmelighedsfulde udtryk med sin frie hånd. Det er altså her, vi skal hente information om hendes person, i det åndelige og forstanden. At hun blev omtalt som en af de smukkeste kvinder i sin samtid, kan man se i skulpturen. Samtidigt er der noget mere universelt på spil. Fyrstinden er fremstillet som en klassisk skønhed. Kvaliteter som ynde og ærbarhed kombineres med en antikt inspireret frisure, klædedragt og åbne sandaler. Fystinden viser tidens kvindeideal, såvel som de forbilleder man blev inspireret af fra antikken. Fortid, fysiognomi og idealer samles således i ét portræt.

Den russiske fyrstinde Maria Barjatinskaja (1793-1858) kom til Rom i 1818 sammen med sin mand. På hans ønske blev hun modelleret af Thorvaldsen. Marmorskulpturen blev udført 1821-25, men den blev aldrig afsendt. Efter fyrstindens død krævede hendes familie at få statuen udleveret, men accepterede i stedet at få en kopi, udført af Thorvaldsens vigtigste danske elev, billedhuggeren H.W. Bissen, som i dag befinder sig på Pusjkin-Museet i Moskva. Statuen er ét af de bedste eksempler på Thorvaldsens særlige evne til at skildre en figur i rolig eftertænksomhed. En indadvendthed der synes at ignorere alt udenfor skulpturen selv og samtidig give indtryk af stor værdighed, personlig balance og viden om verden hos den portrætterede.

Mød os på

Facebook Instagram Trip Advisor