Thömings fødeby er Eckenförde ved den holstenske østkyst. 1823-24 var han på Kunstakademiet i København elev af landskabsmaleren J.P. Møller. Eckersbergs marinemaleri fik imidlertid også stor betydning for ham. Efter nogle år i Tyskland ankom Thöming til Italien, hvor han med få afbrydelser opholdt sig resten af livet – om vinteren i Rom og om sommeren i Napoli.
Thömings speciale var skildringen af kystlandskaber ved den Napolitanske golf. Især blev skildringer af den blå grotte på Capri, der blev opdaget i 1826, et glansnummer, der skaffede ham stor popularitet. Og fra begyndelsen af 1830’erne er det som om grottens fantastiske blå farve breder sig til vandet i alle hans kystfremstillinger. I dette maleri har denne overbetoning af den azurblå farve endnu ikke vundet indpas i Thömings maleri. Men effektfuld er skildringen af den lille naturhavn, beskyttet af den karakteristisk ludende klippeblok Scolio delle Sirene (Sirenernes klippe).
Sammen med 5 andre Thöming erhvervelser kom billedet til at hænge på Thorvaldsens væg i Casa Buti i Rom, hvor mange kunstnere fik det at se. Bl.a. Petzholdt, Gurlitt og Købke har efterfølgende skildret den helt samme lokalitet.
Både professionelt og privat var 1840’erne Thömings lykkeligste tid. Allerede i 1853 blev han delvis lam, og de sidste 20 år af sit liv henlevede han fattigt og upåagtet: ude af stand til at male.
