Da Thorvaldsen ankom til Rom i 1797, var det helt naturligt for ham at opsøge den fem år tidligere ankomne, karismatiske slesviger Carstens, der i tidsrummet 1771-83 havde opholdt sig i København bl.a. som elev på Kunstakademiet. Ligesom Thorvaldsen var tegneren Carstens først og fremmest optaget af fremstillingen af den menneskelige figur. Guldalder-billedet med dets ret nøje redegørelse for landskabet er således atypisk for Carstens.

Billedets titel henviser ikke til det, vi i dag forbinder med guldalderen, nemlig den danske malerkunst i perioden 1800 – 1850, men til den antikke forestilling om den allerførste tid, en paradisisk lykketid i et sydlandsk arkadien. Denne Guldalder efterfulgtes af en mindre lykkelig Sølvalder, en Kobberalder og så fremdeles. Nøgne, sorgløse og i harmonisk samvær med hinanden bevæger figurerne sig i guldalderens ideallandskab.