Spring navigation over
Portrætskulptur af en ung dreng, H1448

Forklaring

  • Hovedet forestiller en ung dreng. Hans øjenæbler er gengivet med indridsede iriser og pupiller, mens hans lange hårlokker er redt frem og let adskilt til venstre for pandens midte. Håret er finere fortil, mens lokkerne på baghovedet er grovere udført. Halsen er forholdsvis lang, hvilket kunne tyde på, at hovedet var tænkt til at indsætte i en statue. Den grovere udførsel af håret på hovedets bagside kan desuden være en indikation på, at der er tale om en særlig bestilling lavet til at blive udstillet i en niche. Frisuren er almindelig for drengeportrætter i perioden under kejser Nero og op igennem 100-tallet e.Kr., hvilket i sammenhæng med gengivelsen af øjnene er medvirkende til en datering i den antoninske (138–192 e.Kr.) eller severiske kejserperiode (193–235 e.Kr.).