Bg_logo_top

Alt dandser, tro mit ord!

Fra 16. marts til 12. juni 2005

”Alt dandser, tro mit Ord!”, skrev H.C. Andersen i En splinterny Dandse-Vise fra 1832. Det var dengang Thorvaldsen havde sin storhedstid, August Bournonville dansede over scenen på Kongens Nytorv, og dengang det københavnske borgerskab holdt danseudflugter i det grønne.

Som aldrig før var man optaget af dans, og Thorvaldsens Museum satte derfor i denne særudstilling fokus på dansen, som er gengivet i dansk billedkunst og skulptur i perioden 1750-1850.

Anledningen var 200-året for balletdanseren og koreografen August Bournonvilles (1805-1879) fødsel, og balletten var derfor et centralt motiv i udstillingen. Men også datidens selskabsdanse polka og vals samt den romerske folkedans Saltarelloen blev belyst gennem kunstnere som Thorvaldsen, Eckersberg, Marstrand m.fl. Og H.C. Andersen, en af årets andre 200-års jubilarer, gav udstillingen igennem sit besyv med gennem en række papirklip.

Med både dans, maleri og skulptur gav udstillingen Alt dandser, tro mit Ord! publikum rig mulighed for at gå på opdagelse i denne del af Guldalderens spændende univers.

Udstillingen var tilrettelagt af museumsdirektør Stig Miss og museumsinspektør Torben Melander i samarbejde med balleteksperten Ole Nørlyng og museumsinspektør Gertrud Hvidberg-Hansen, Odense Bys Museer. Udstillingen faldt endvidere sammen med Det Kongelige Teaters 3. Bournonville Festival.

Udstillingen blev vist på Fyns Kunstmuseum fra 2. juli til 31. oktober 2005.

Alt dandser Dansende italienerinde
Af C. W. Eckersberg, 1828
Tilhører Thomas le Claire, Hamburg

Mød os på

Facebook Instagram Trip Advisor