Bg_logo_top

Krop & Kanon

Fra 7. oktober 2009 til 7. februar 2010

Gå på opdagelse i kroppens og kunstens idealer på Thorvaldsens Museum.

Kroppen er i dag i fokus som aldrig før – men det er egentlig ikke noget nyt. Besøg Thorvaldsens Museum, og oplev en udstilling, der gennem marmorskulpturer, græske vaser, fotografier og en muskelmand i gips sætter spot på kunst, idræt og kropskultur fra de første Olympiske Lege til 1930ernes sundhedsguru Kaptajn Jespersen.

De olympiske lege

De olympiske leges oprindelse fortaber sig i en mytisk fortid, men sikkert er det, at den græske by Olympia var stedet, hvor antikkens atleter, nævekæmpere og væddeløbskørere i perioden 776 f. Kr.
til 393 e. Kr. dystede hvert fjerde år.

Kaptajn Jespersen og Thorvaldsens skulpturer

Fra Olympia går turen over det tidlige 1800-tals bade- og gymnastikkultur (Thorvaldsen var i øvrigt selv en ivrig svømmer) til Kaptajn Jespersens lektioner på Thorvaldsens Museum. Kaptajn Jespersen var 1930ernes svar på Chris McDonald. En mand, der med stor gennemslagskraft fik danskerne i gang med løb og strækøvelser, hygiejne og sund levevis. Hans stemme kunne høres i daglige radioindslag og en række populære gymnastikopvisninger på blandt andet Thorvaldsens Museum i skyggen af Thorvaldsens monumentale marmorkroppe. I Kaptajnens øjne viste statuerne det ultimative kropsideal.

Den ideelle krop

Thorvaldsen var selv dybt fascineret af antikkens krops- og kunstidealer, der med præcise fortegnelser og studier beskrev den ideelle krops mål og størrelse. Inspirationen fra antikken ses især tydeligt i Thorvaldsens berømte Jason-skulptur, der næsten til punkt og prikke lever op til de klassiske idealer.

Thorvaldsen og menneskekroppen

I hvor høj grad Thorvaldsen tog ved lære antikken, fremgår af sammenlignende målinger af Thorvaldsens Jason-skulptur og et par af de antikke kanon-værker. Målingerne er foretaget af museet i samarbejde med Kunstakademiets Konservatorskole, og de definerer Thorvaldsens proportionssystem.

OL

Udstillingen var arrangeret på baggrund af Den Olympiske Komités møde i København. Idé og tilrettelægning ved museumsinspektør Margrethe Floryan.

Statens Museum for Kunst, Frederiksborgmuseet, Nationalmuseet, Teatermuseet i Hofteatret og Københavns Bymuseum bidrog med lån til Krop & Kanon.

Bodyscapes. Thorvaldsen og træning til tiden

Hvor meget skal kroppen yde, og hvilken form skal den tage for at leve op til tidens krav og idealer? Udstillingen Bodyscapes. Thorvaldsen og træning til tiden i DGI-Byens foyer var en oplagt mulighed for at få et nærmere indblik i forskellige perioders syn på kroppen og træning. Udstillingen var åben i DGI-Byens åbningstid i perioden 17/9 til 26/11 2009.

Kaptajn Jespesen presse Kaptajn Jespersens gymnastikundervisning, 1933. Foto: Jonals Co.

Kaptajn Jespesen presse Jason 1803. Foto: Ole Woldbye.

Kaptajn Jespesen presse Olympia, Grækenland.
Foto: Margrethe Floryan.

Mød os på

Facebook Instagram Trip Advisor