Bg_logo_top

Mosaikker fra Ravenna

Fra 8. maj til 27. juli 2008

I denne udstilling kunne publikum komme helt tæt på de verdensberømte mosaikker fra Ravennas legendariske kirker, idet Thorvaldsens Museum viste et stort udvalg af kopier af mosaikkerne.

Verdens kulturskatte

Den italienske by Ravenna er berømt for sine utrolige kirker og mosaikker fra det 5. og 6. årh. Byen var i disse århundreder politisk og religiøst centrum i det vestromerske rige, og i dag er 7 af byens kirker og dåbskapeller på UNESCO’s liste over verdens vigtigste kulturskatte.

Udstillingen var en chance for at nærstudere mosaikkerne

De originale mosaikker er placeret højt på kirkernes mure og hvælv, og da mosaikkerne på Thorvaldsens Museum var kommet ned i øjenhøjde, kunne de på udstillingen studeres på helt nært hold i al deres prægtige farve- og detaljerigdom. Mosaikkerne skildrer dyr og planter, scener fra Det Gamle og
Det Nye Testamente, og de portrætterer tidens berømte regentpar kejser Justinian og kejserinde Theodora og deres hoffolk.

En verdenssucces

De udstillede kopier stammer fra 1950’erne, hvor byens kunstakademi, set i lyset af ødelæggelserne under 2. verdenskrig, udførte en række nøjagtige kopier af de kunstnerisk mest værdifulde af mosaikkerne. Og med nøjagtig menes virkelig nøjagtig, idet kopierne er udført med samme slags mosaikstifter og med præcis samme teknik som de senantikke mosaikker. Disse mosaikker har med stor succes turneret verden rundt, og kunne fra maj til juli ses på Thorvaldsens Museum takket være et samarbejde med Det Italienske Kulturinstitut i København. Udstillingen indledte den række af begivenheder,
der i løbet af året markerede instituttets 50-års jubilæum.

Udstillingen var tilrettelagt af museumsinspektør William Gelius.

Ravenna
Kejser Justinian i San Vitale Basilikaen.

Ravenna
Hejre og skildpadde i San Vitale Basilikaen.

Mød os på

Facebook Instagram Trip Advisor