Bg_logo_top

Sort på Hvidt

– Thorvaldsens samling af grafik

Fra d. 2. oktober 2013 til d. 16. februar 2014

2000 grafiske værker af kunstnere som Piranesi, Dürer og Altdorfer samt en lang række kunstnere fra 1800-tallet er kernen i billedhuggeren Bertel Thorvaldsens store grafiksamling. Fremstillingerne af antikke ruiner, romerske guder og det pittoreske folkeliv var til glæde for storsamleren Thorvaldsen og blev også brugt som inspiration for hans egen kunst. Det bedste fra samlingen blev for første gang udstillet på museet.

Grafik – datidens fotografi

Udstillingen gav et nyt perspektiv på Thorvaldsens arbejdsmetode. For i en tid, hvor fotografiet endnu ikke var opfundet, tjente grafikken som visuel hukommelse. Den sort-hvide kunst, som især fremstod som raderinger eller kobberstik, kulminerede i 1700-tallet med omfattende reproduktion af andre kunstneres værker, men var igennem århundrederne også en selvstændig kunstart. Og i inspirationens og oplysningens tjeneste blev grafik et effektivt billedmedie, når man fra én trykplade kunne trykke mange eksemplarer af det samme værk.

Livet, kaos og kærligheden

Enkelte kunstmuseer i Danmark har store, grafiske samlinger, men det særlige ved Thorvaldsens grafiksamling er, at den tjente som hans personlige billedeunivers, og afspejler hans smag og interesse, og at den visuelt var nødvendig for hans kunstneriske fantasi.

Thorvaldsen samlede mange værker, der rummede store følelser og temaer som kærlighed, lidenskab og drama. På udstillingen kunne man selv gå på jagt i Jacques Callots (1592-1635) detaljerige grafik over Dantes store digt Den Guddommelige Kommedie – mage til kaos og rædsel i billederne over digtets beskrivelse af Inferno skal man lede længe efter. Eller man kunne se udstillingens rum med kærlighedens mange forskellige ansigter; passion, jalousi og længsel. I Thorvaldsens egen kunst optræder kærligheds-guden Amor i over 10 % af alle hans værker!

Roms arkitektur og folkeliv

Grafik af den store, venetianske arkitekt og antikkender Giovanni Battista Piranesi (1720-1778) var meget populære på Thorvaldsens tid. De dramatiske og ekspressive skildringer af antikke og samtidige bygningsværker i Rom er aldrig overgået. For de mange tilrejsende til Rom var Bartolomeo Pinellis (1781-1835) pittoreske skildringer af det samtidige romerske folkeliv helt uundværlige og til stor inspiration bl.a. for Danmarks egen guldaldermaler Wilhelm Marstrand.

Mestergrafik

Albrecht Dürer (1427-1502) er blandt de absolutte mestre i den grafiske kunst. Og han er naturligvis repræsenteret i Thorvaldsens samling. På udstillingen blev vist eksempler på Dürers fremstilling af Kristi Lidelseshistorie grafiksuiten Kleine Passion, der var berømt over hele Europa.

Udstillingen var arrangeret af mag.art. Laila Skjøthaug.

E946, 1 Bartolomeo Pinelli
Bartolomeo Pinelli (1781-1835): Bartolomeo Pinelli stående foran Roma og mellem ruinerne på Forum Romanum, 1818. Akvatinte. 314 × 428 mm.

Albrecht Dürer (1471-1528) Kristus i underverdenen, ca 1509.
Albrecht Dürer (1471-1528): Kristus i underverdenen, ca. 1509. Træsnit. 128 × 98 mm. Blad fra Kleine Passion, 1511.

Piranesi
Giovanni Battista Piranesi (1720-1778): Prospekt af Ponte Molle, 1762. Radering. I perioden 1745-1778 udgav Piranesi 135 prospekter fra Rom under titlen Vedute di Roma. Bladene var til salg enkeltvis.

Mød os på

Facebook Instagram Trip Advisor