Bg_logo_top

2 + 1 Thorvaldsens antikke smykker, lamper og masker

Fra 11. oktober 2006 til 4. marts 2007

Thorvaldsens Museum satte med denne særudstilling spot på tre sider af Thorvaldsens Antiksamling – smykkerne, lamperne og maskerne – som ofte overses blandt Antiksamlingens 10.000 genstande. Det var første gang smykkerne, lamperne og maskerne blev vist på en særudstilling.

Thorvaldsens Antiksamling – i 1848 og i dag

Antiksamlingen er Thorvaldsens private samling af genstande fra det gamle Ægypten, Grækenland og Romerriget. Bortset fra mindre ændringer er samlingen i dag udstillet præcis som den var, da museet åbnede i 1848 – et forhold, der bestemt skal værnes om. Men samtidig er det vigtigt, at tingene også får mulighed for at blive set i nye sammenhænge. Og her er en særudstilling den oplagte mulighed.

Smykker

Thorvaldsens samling af antikke guldsmykker rummer fine eksempler på oldtidens fornemme filigranteknik, som etruskerne mestrede til fuldkommenhed. Til smykkesamlingen hører også Skandinaviens største samling af signetsten udført i karneol, ametyst og granat.

Lamper

Olielampen havde allerede en lang forhistorie, da den i romersk kejsertid blev gjort til et egentlig billedbærende medie. Og fra da af var der ingen ende på lysten til på lamperne at berette om alt fra gudernes eventyr til de mest banale hverdagshændelser. Det er netop disse hverdagsberetninger, Thorvaldsens Antiksamling er så rig på.

Masker

Masker var udstillingens tredje delemne, samtidig med at de var det emne, som bandt udstillingen sammen. For i antikken optræder masker i alle afskygninger og i de mest overraskende sammenhænge, og derfor selvfølgelig også som udsmykning på smykker og lamper. Masker blev i antikken både brugt til at afværge det onde og som del af en kult, især kulten for vinguden Dionysos/Bacchus.

Samleren Thorvaldsen

Thorvaldsens Antiksamling fortæller ikke kun historier om antikken. Den siger også noget om samleren selv. Det påfaldende store antal af erotiske motiver i samlingen er således et klart udtryk for Thorvaldsens egen passion – en passion, som samtiden ikke fandt passende, og som han heller ikke selv realiserede i sin kunst. Siden gemte bestyrerne af Thorvaldsens eftermæle den side af kunstneren væk i museets magasiner. Og der ligger de stadig som en naturlig følge af at ville bevare Thorvaldsens Museum som et kulturelt udtryk for København i midten af 1800-tallet. Men også her giver en særudstilling mulighed for at fortælle den historie, som ingen historie ville være, hvis genstandene lå fremme til daglig.

Udstillingen var tilrettelagt af museumsinspektør Torben Melander.

2+1
Romersk slavemaske.

2+1
Antik olielampe.

2+1
Romerske øreringe.

Mød os på

Facebook Instagram Trip Advisor