ART MATTER
VENUSSPEJLET - ÅBNING
22.5.2024 KL. 17.00 - 19.00
Kom med til udstillingsåbning på vores pop-up udstilling med Venusspejlet!
Vi byder på musik, åben bar og gratis særomvisning hvor vi tager spejlene ned fra piedestalerne.
Det er gratis at deltage og alle er velkomne!
Under dette års Art Matter Festival byder vi på en helt særlig mulighed for at reflektere over kunsten. I forbindelse med fokusudstillingen ‘GENSKIN’ udstilles en serie af skulpturspejle af samtidskunstner Line Poulsen. Træd ind i en verden af refleksion og leg når Line Poulsen præsenterer en fortryllende serie af skulpturspejle i museets imponerende forhal.
Line Poulsen udforsker spejlets potentiale med en legende og nysgerrig tilgang, hvor spejlet bliver til en portal, et magisk skjold eller endda et væsen med sit eget liv. I hendes fantasiverden fungerer spejlet som en dyb kilde til selvrefleksion, et "Talk-to-the-hand-mirror" og et objekt fyldt med magi. Når vi ser ind i spejlet, kan vi opleve alt fra flirt og kærlighed til had og ligegyldighed. Det kan vække forundring og betagelse.
Denne skulpturserie har rødder i Line Poulsens tidligere projekt, Venus Spejlet fra 2018. Dette projekt omfattede et muslingeformet spejl, støbt fra en ægte muslingeskal, der blev skabt skabt med det formål at se på sit underliv, og at lære sig selv og sin krop at kende uden skam. I samarbejde med illustrator Anna Degnbol, har Line Poulsen skabt en tryg portal, hvor man kan lære sig selv at kende og føle sig fri for skam over sin krop, sit køn og sin seksualitet.
Skulpturernes titler udfordrer og stiller spørgsmålstegn ved de labels og mytelignende fortællinger, som særligt kvinder og feminine personer ofte møder. Disse titler kan være både uønskede og problematiske, og kan få én til at føle sig fanget i en fortælling, der ikke er ens egen.
Denne udstilling markerer Line Poulsens første møde med Thorvaldsens Museum og hans samling af antikke spejle fra oldtidens Etrurien.