
NICOLAI KORNERUP
16. FEBRUAR KL. 20.00
Vi er glade for at kunne byde indenfor til årets første Thorvaldsen & Musikken til en koncert af den helt sanselige slags!
Kom med og oplev pianist og komponist Nicolai Kornerup omforme museets fantastiske akustik til et smukt og sanseligt lydbillede.
Nicolai Kornerup er ikke kun en fremragende pianist og komponist, men også en erfaren koncertudøver, der tager sit publikum med på en helt særlig musikalsk rejse. Under hans koncerter folder musikken sig ud på en varm, humoristisk og mystisk måde, der inviterer publikum ind i hans univers og fortællinger, som bliver hos lytteren længe efter koncerten er ovre.
Han har sammen med sit prisbelønnede band Mames Babegenush udgivet fem album og spillet verden over bl.a. i Carnegie Hall i New York, Festspillene i Bergen og Roskilde Festival. For seneste udgivelse modtog Kornerup “Carl Prisen” for bedste komponist i folkemusik genren. Han har i lang tid lavet musik sammen med Kwamie Liv, og deres fortolkning af Kim Larsens “Pianomand” er allerede en klassiker. Han har skrevet og samarbejdet med artister som Soleima, Thomas Dybdahl, Perfume Genius, strygeensemblet LiveStrings, CPH Phil, DR Big Band, Den Danske Strygekvartet og Andrea Pellegrini. Han blev for nyligt inviteret til at spille ved HM Dronning Margrethe II’s 50-års Regeringsjubilæum.
Pianisten Nicolai Kornerup har til denne koncert komponeret nye værker, for klaver og strygere som er skabt med tanke på salen i Thorvaldsens Museum. Derudover spiller han stykker fra sin plade “Circles” som cirkler om den impressionistiske klassiske musik og den klanglige nordiske folkemusik.
“Jeg har altid lavet musik inspireret af følelsen af specifikke steder, både virkelige og imaginære. Når jeg forestiller mig disse steder, er der en ren følelse knyttet hertil. Det er ofte en oplevelse af ro og indre meditativ stemning, men også en gnist af dragende og fremmed mystik. Når jeg er på turné i fremmede byer, finder jeg altid et lokalt museum i byen at besøge. Ikke kun for kunsten alene, men også for stemningen, pladsen og roen. Rummet mellem kolde, vægtige skulpturer, de varme farver og den ambiente klang, der findes på Thorvaldens Museum, er opløftende og inspirerer til helt særlige harmoniske forløb.”
Avisen Information om Nicolai Kornerups musik:
“Circles (seneste plade) er den seneste i rækken af musikalske bedrifter fra Nicolai Kornerup, og det er en plade, der vil bringe varme og følsomhed til lytterne. Kornerup er melodisk ambitiøs og facetteret. Hans akustiske klang er enkel og indbydende og med en bevidst bund i nordisk folkemusik og jazz. Der er noget umiddelbart let og følsomt over kompositionerne, der indimellem bliver ekstra eventyrlige.”
Medvirkende:
Nicolai Kornerup - Klaver
LiveStrings strygeensemble