Gå til hovedindhold
Hvid sokkel med grøn væg i baggrunden

TEMPORARY TRUTH

1. SEPTEMBER 2021 KL. 12.00 - 21.00


Med pop-up udstillingen Temporary Truth skaber pro temp. en performativ udstilling, hvor forskellige kunstneres værker på skift overtager tre tomme sokler på Thorvaldsens Museum. 
Over få timer vil gæster på museet denne dag kunne opleve 27 kunstværker, der vandrer gennem korridorerne, og indtager soklerne på skift, inden de udstilles samlet i museets forhal. Her vil de kunne opleves resten af dagen indtil museet lukker kl. 21.00. 

Med et bestemt tidsinterval placeres de nye værker på de “veletablerede” sokler. Her vil de skiftende værker danne grundlag for en undersøgelse af vores tilgang til den mundtlige fortolkning af kunstværker og en kunstners arbejdspraksis.

Siden museet åbnede i 1848, er der med tiden opstået adskillige vandrehistorier om Thorvaldsens person, liv og museet i sig selv. Nogle mere løst funderet end andre. Museet udstiller både Thorvaldsens egne værker og hans samlinger. Her formidles ikke blot hans kunst men også hans eftermæle. Et eftermæle der over tiden er præget af andres fortolkninger og fortællinger om kunstneren og hans praksis. 

Den midlertidige udstilling Temporary Truth forholder sig undersøgende til fortællinger, som florerer og gentages - ikke nødvendigvis som løgnehistorier - men som fortolkninger og refleksioner der vandrer blandt mennesker. 

Hvad sker der, når en person fortæller om en anden persons værker, budskaber og intentioner? Hvad er forskellen på at genfortælle og fortolke? 
 
Udstillingen vil kun kunne opleves d. 1. september på Thorvaldsens Museum i tidsrummet kl. 12.00 – 21.00. 

Der vil være gratis entre til museet og udstillingen. 
 
Udstillingen Temporary Truth er blevet til med støtte fra Bikuben Fonden og Rådet for Visuel Kunst.
 
Deltagende kunstnere: 
Mona Benyamin (PA), Ladina Clément (UK), Jessica Floyd (US),  Amalie Gabel (DK), Inger Sif Heeschen (DK), Regitze Ingelsborg Karlsen (DK), Jeppe Lange (DK), Eliyah Mesayer (), Anna Walther (DK)

Portræt af pro tempore.art

OM PRO TEMP


pro tempore: latinsk for noget der sker midlertidigt, for øjeblikket, bruges ofte i sammenhæng hvor noget mere konstant som erstattes ved midlertidigt fravær.

pro tempore.art, også kaldet pro temp., er et eksperimenterende kuratorisk gruppe grundlagt i 2017, bestående af Julie Koldby, Sia Hurtigkarl, Isabella Hemmersbach og Anna Wæhrens.

pro temp. skaber udstillinger med kunstnere fra vækstlaget hos etablerede kulturinstitutioner. pro temp. rykker ind i kulturinstitutioner og etablerede gallerier, når der viser sig et uudnyttet tidsrum i den ellers planlagte udstillingskalender. I disse “sprækker” skabes kuratoriske eksperimenter og midlertidige udstillinger, der giver uetablerede kunstnere mulighed for at udfolde sig på den etablerede del af kunstscenen.
 
Hver udstilling er stedsspecifik og tager udgangspunkt i det rum, der midlertidig optages - dets historie og dets aktiviteter. Disse indtryk kombineres med tendenser fra vækstlaget og beskriver kunstneres rejse mod det etablerede. Gennem udstillingerne hjælper pro temp. kunstnerne med at formidle værker og praksis, ved blandt andet at stille skarpt på de udfordringer som forekommer på vejen mod det etablerede. pro temp. agerer midlertidig platform for kunstnerne og skaber netværk på tværs af kunstscenen.
 
I perioden 2017-2019 har gruppen kurateret tre udstillinger hvor tre forskellige aspekter af kunstnerens rejse formidles: kunstnerens første møde med den etablerede kunstverden (Allow Me To Introduce Myself, Galleri Susanne Ottesen, 2017), iscenesættelsen af kunstneren selv (Showpiece, Galleri Nicolai Wallner, 2018), kunstnerens arbejdsvilkår (Bestseller, Galleri Bo Bjerggaard, 2019) og kommende udstilling In Print, hos Borch Editions (november, 2021), som fokuserer på fire unge kunstneres fysiske samarbejde med et etableret grafisk værksted. 
Logoer Bikubefonden og Københavns Kommune