Gå til hovedindhold
BANNER ÅBNINGFB

KUNSTENS KONGE - FOLKETS SØN 

17. NOVEMBER KL. 16.00 – 19.00

Kom med til åbning af vores kommende udstilling ’Kunstens Konge, Folkets Søn’. Udstillingen sætter fokus på Thorvaldsens betydning for demokratiseringen af kunsten i Danmark og undersøger, hvordan hans hjemkomst påvirkede datidens København og de politiske dagsordener bag fejringen. Med udgangspunkt i Sonnes Frise stiller vi blandt andet skarpt på de personer, der udnyttede hjemkomsten til at fejre deres voksende ønske om en ny samfundsmodel. Udstillingen vil kaste lys over de skjulte symboler og revolutionære begivenheder, der fandt sted under fejringen. Besøgende vil kunne beundre de store, smukke originale tegninger til frisen og få indsigt i datidens og nutidens modstridende forventninger til Thorvaldsens rolle i Danmark. 
Vi byder på vin, taler og smuk musik af Hannah Schneider. Det er gratis at deltage, og alle er velkomne!

Om udstillingen

Dette år markerer vi 175-års jubilæet for åbningen af Thorvaldsens Museum for offentligheden. I vores kommende udstilling, "Kunstens Konge - Folkets Søn," dykker vi dybere ned i begivenhederne, der opstod, da Bertel Thorvaldsen vendte tilbage til København efter over 41 år i Rom. 
 
 Besøgende i udstillingen vil få indtryk af den enorme hyldest og persondyrkelse, som sjældent har set sin lige på dansk jord. Vi vil afdække, hvordan Thorvaldsens hjemkomst og opførelsen af hans museum ved siden af kongens slot spillede en afgørende rolle i Danmarks udvikling fra enevælde til demokrati. Udgangspunktet for fortællingen er Sonnes Frise, som pryder hele museets facade. 
 
 Da Bertel Thorvaldsen vendte tilbage til København i 1838 efter sin langvarige karriere i Rom, var det ikke blot en hyldest til kunstens superstjerne i den eksklusive marmorverden. Modtagelsen var under overfladen en politisk begivenhed med revolutionære elementer, der tydeligt udtrykte folkets krav til et mere frit og lige samfund i de sidste år af enevælden.
 
 Især kunstnere, studerende og det nye, velhavende borgerskab så Thorvaldsen som en rollemodel, der indikerede vejen til en ny samfundstype. Et samfund, hvor alle mennesker blev født lige og havde ret til at bestemme frit over deres eget liv. Billedhuggerens livshistorie, der gik fra en fattig dreng til en succesfuld og velstående kunstner, inspirerede selv dem, der ikke var bekendt med hans kunstværker. Han blev betragtet som 'en af os' og 'folkets søn', men blev samtidig hyldet som kunstens konge af paven og Europas fyrster og adelige. Denne position blev udnyttet, både af Thorvaldsen selv og af kræfter i samfundet omkring ham.