Gå til hovedindhold
bannerG

VI SKAL FEJRE LIVET! 

Koncert med Di Garbi i museet gård 

21.9.2024  kl. 19.00

 
Til sommer kan du opleve en hyldest til livet i Thorvaldsens Museums smukke indre gård. Vi åbner portene til en magisk sensommeraften under åben himmel, hvor komponist, pianist og sangerinde Di Garbi tager os i hånden på en musisk rejse, der hylder livet. Kunstneren, der har gennemgået et længere sygdoms- og behandlingsforløb det forgangne år, stiller med koncerten skarpt på væren i stedet for gøren og på tiden, der flyver, om vi er til stede i vores liv eller ej. Ved flyglet med sin stemme, strygere og kor inviterer hun publikum ind i nærværets kerne, der hvor al magien lever og bor. 
 
Sidste år i marts præsenterede vi i samarbejde med Christiansborg Slotskirke en enestående fredskoncert hvor den smukke slotskirke dannede ramme om det anmelderroste værk Lysets Andagt ‘A Hymn To Peace’. Værket var afslutningen på en trilogi om det at være menneske. Med denne koncert samles der op på trilogien og reflekteres over livets tempo.
 
Repertoiret er en samling af hendes mest elskede kompositioner og sange, komponeret på Thorvaldsens Museum, samt et gensyn med Fredens præludium fra Christiansborg Slotskirke, Rudersdal Kammersolister og Ungklang. Di Garbi er netop hjemvendt fra London, hvor hun som den første danske solist har indspillet i Abbey Roads Angel Studio og udgiver i efteråret et længe ventet album komponeret og indspillet på Thorvaldsens Museum. Det byder blandt andet på et nyt samarbejde med billedkunstneren Sean Scully, der medvirker på kompositionen ‘You get hurt into art’ inspireret af den engelske digters John Keats berømte citat og Scullys egen livsfilosofi. Samarbejdet kom i stand under Sean Scullys udstilling MATERIAL WORLD tilbage i 2022, hvor Di Garbi komponerede og opførte ‘A Song for Sean’ som en hyldest, til kunstnerens favnende arbejde og den spirituelle tilgang i livet de deler, professionelt som privat.  
 
Kunstneren ønsker med denne koncert at tage os ind i taknemmeligheden for hvert enkelt åndedrag, noget vi i hverdagens travlhed ofte tager for givet. Derfor er det hendes dybeste ønske at samle publikum til en sensommeraften i glædens, værens og livets tegn!

OM DI GARBI


Di Garbi arbejder som komponist og tekstforfatter i krydsfeltet mellem klassisk musik og rytmisk elektronik musik. Hendes kompositioner udforsker menneskets sind i et poetisk og storslået tonesprog, ofte med en filmisk side tilknyttet. Som rytmisk sangerinde, pianist med klassiske rødder, musik- og filmproducer har hun gjort det til sin metier at gå på tværs af genrer og sprænge grænserne mellem kulturens sfærer - arbejde med storslåede historiske rum, æstetik og vilde akustiske rammer.

BOOK BILLETTER HER.