BERTEL THORVALDSENS RELIEF KÆRLIGHEDENS ALDRE 

Både som kunstner og som kunstsamler blev Thorvaldsen et kendt navn. 

Engelske og skotske samlere var blandt de første til at købe hans statuer og relieffer. Derfor er der bl.a. mange Thorvaldsen-værker på engelske herresæder. Tidligere var der endnu flere. Adskillige privatsamlinger er i tidens løb blevet opløst, og en del værker er nu i offentligt eje. 

Den internationale strøm af Rom-rejsende kulminerede efter Napoleonskrigene. Det kom Thorvaldsen i høj grad til at mærke. Efterspørgslen steg, og det samme gjorde prisen på hans kunst. Unge kunstnere fra hele verden søgte om at komme til at arbejde hos ham. Medarbejderstaben voksede og voksede. Den dansk-islandske håndværkersøn blev verdensberømt. 

I begyndelsen af 1820erne kulminerede interessen for hans græsk-romerske motiver og portrætterne, alt imens han arbejdede på de mange værker til Vor Frue Kirke i København. Efter knap 40 yderst produktive år i Rom rejste Thorvaldsen hjem. Han testamenterede sine værker og sine samlinger til sin fødeby, og ti år senere, i 1848, åbnede Thorvaldsens Museum. Thorvaldsen ligger begravet i museets midte, omgivet af sit livsværk.

Det var i Påsken 1824, at Thorvaldsen begyndte at modellere på det relief, der blev til Kærlighedens aldre. I helligdagene var der ikke den vanlige travlhed på værkstedet, og Thorvaldsen blev optaget af en stor marmorblok, han på et tidspunkt havde anskaffet sig fra marmorbruddene i Carrara. Marmorblokken kunne blive til en stor vase, men hvilket motiv ville være det rette? Svaret fandt Thorvaldsen i antikkens verden.

Lige siden midten af 1700-tallet havde antikken været det ubetingede forbillede for den unge generation af billedhuggere, malere og arkitekter. De øvede sig på antikken på akademiet, og i Syden kunne de gå direkte til kilderne og lade sig inspirere af dem. Derfor taler Venus, skønhedens og kærlighedens gudinde, i Thorvaldsens fortolkning samme sprog som Venus i antikkens kunst. 

En væsentlig del af de vægmalerier, arkæologerne havde opdaget godt et halvt århundrede tidligere under udgravninger i oldtidsbyerne Pompeji og Herculaneum, var kendt takket være tegninger, grafik og malerier. Thorvaldsen havde flere bøger med motiver af denne type.

Et af de kendte vægmalerier fra antikken er kendt som ’Kvinden der sælger Amor-figurer’. Det viser en ung kvinde, der holder nogle små kærlighedsguder i et bur. De to kvinder i maleriets venstre side ser interesseret på amorinerne. Måske er de ved at aftale en pris. 

Thorvaldsen ”ville nu fortsætte tanken”, fortæller en af hans nærmeste venner. Han udvidede scenen, så de oprindelige tre figurer blev til syv, både kvinder og mænd, stående og siddende. Og der kom mange flere amoriner til. 

Relieffet fortæller, hvordan vi mennesker kan have det med kærlighed. Den unge pige ser interesseret på det overfyldte bur. Den siddende kvinde løfter begejstret sin udvalgte amorin. Så kommer højdepunktet – relieffets midte. Her bliver der kysset. Så følger en kvinde, der synes træt af sin amorin, og en mand som end ikke lægger mærke til den amorin, der sidder på ryggen af ham. Til sidst den gamle mand, hvis amorin ser ud til at være på vej til nye eventyr. 

Kompositionen har flere træk til fælles med andre Thorvaldsen-relieffer, bl.a. i måden figurerne er fremstillet på. Og det handler om en af grundfortællingerne i den menneskelige eksistens. I fagsproget hedder det en ’allegori’. 

De overleverede breve og regnskabsbøger fortæller desværre ikke, hvornår Kærlighedens aldre blev hugget færdigt i marmor. En sen kilde fortæller, at den aldrende Thorvaldsen ærgrede sig over, at han havde overladt denne del af arbejdet til en ung billedhugger. 

På Thorvaldsens Museum findes Kærlighedens aldre i tre versioner, hvoraf to er i gips og en i marmor. På Den danske Ambassade i London er der også en marmorversion af relieffet. Tidligere tilhørte det en engelsk adelsfamilie.

Se en lille film om værket her.