Sonnes frise

Er vejret til det, sidder folk ofte på den brede trappe imod Bertel Thorvaldsen Plads før eller efter et museumsbesøg. Og døgnet rundt bidrager museet til byens forskønnelse med sin festlige, gule arkitektur. Hele vejen rundt om museet løber en billedfrise, der fortæller historien om københavnernes begejstrede modtagelse af Thorvaldsen i 1838 efter hans mange år i Italien og om hans skulpturers ankomst til museet. Frisen er skabt af Jørgen Sonne og er lige så gammel som bygningen. I frisen udspiller der sig en historisk scene: Den verdenskendte billedhugger Bertel Thorvaldsen kommer i 1838 tilbage til sin fødeby København, og han bliver modtaget under stor hyldest af en stor forsamling af byens borgere. Frisen er et farverigt billede på en tid, hvor det nye borgerskab i Danmark er under fremvækst, og enevælden er under afvikling.

Sonnes frise rundt om tre af siderne af Thorvaldsens Museum er enestående i dansk kunst i sin blanding af skildring af øjeblikket – af en bestemt begivenhed i historien – og ved sin politiske karakter, med fremhævelse af det nye, toneangivende borgerskab i Danmark. Frisens malerier blev ret hurtigt efter tilblivelsen gradvist ødelagt af vind og vejr, og i 1950’erne blev frisen fuldstændigt fornyet under kunstneren Axel Saltos ledelse.

Vejr, vind og forurening har siden 1950’erne nedbrudt frisen og museets facader. I perioden 2001-2008 blev facaderne derfor renoveret, renset og konsolideret. Arbejdet var støttet af Realdania samt af Københavns Kommune.

Midt på eftermiddagen den 17. september 1838 dukkede fregatten Rota op i indløbet til Københavns havn. Om bord var Thorvaldsen, hans kunstsamlinger og størstedelen af hans egne værker. Det er fregatten Rota, der er omdrejningspunktet for Sonnes frise. Skibet optager det meste af facaden ind mod Christiansborg Slotskirke, og herfra udspringer to handlinger til hver side af museumsbygningen.

På kanalsiden ses den officielle modtagelse af Thorvaldsen; småbåde med folk, der er sejlet ud for at tage imod ham, én er faldet i vandet, matroserne rejser årerne i kaptajnens chalup, og ikke mindst landstigningen – det øjeblik, hvor Thorvaldsen endelig sætter foden på dansk jord igen.

På siden ind mod Christiansborg bliver der til gengæld slidt med transporten af Thorvaldsens værker fra Rota og ind til selve museet; store kasser og pakker bugseres ned fra skibet, og kæmpemæssige statuer trilles og skubbes møjsommeligt af sted.

Frisen viser et udsnit af de fremtrædende personligheder i det kunstneriske og politiske liv i samtiden, og ikke mindst de personer, der spillede en rolle for tilblivelsen af Thorvaldsens Museum – ikke kun i 1838, hvor scenen udspiller sig, men også i sidste halvdel af 1840’erne, hvor frisen blev til. Ud over de mange kunstnere der ses i frisen, er det interessant at bemœrke at kongehuset slet ikke er reprœsenteret, på trods af museets beliggenhed lige ved siden af kongens slot. På den del af frisen der vender ind imod Christiansborg, er det hovedsageligt det hårdtarbejdende folk, der ses bœre på Thorvaldsens store skulpturer. På siden der vender ud imod vandet, ses Thorvaldsen ankomme og blive taget imod af hans mange venner og bekendte.  

Frisen er rig på historiske unøjagtigheder og kunstneriske friheder. Sonne selv ses siddende i en båd ved siden af sin bror, kobberstikkeren Edward Sonne, til trods for at ingen af de to oplevede selve modtagelsen af Thorvaldsen den 17. september 1838. På det tidspunkt befandt Sonne sig stadig i Rom. Ligeledes optager baronesse Christine Stampe med sin familie en hel båd i ankomstscenen, men var i virkeligheden ikke i byen på den pågældende dato. Men familien Stampe spillede en væsentlig rolle i Thorvaldsens liv i hans sidste seks leveår i Danmark, og kunne derfor ikke udelades i frisens persongalleri.

Og der er flere eksempler på fraværende blandt de nærværende på frisen, for heller ikke kunsthistorikeren N.L. Høyen eller malerne Jørgen Roed, Constantin Hansen, Georg Hilker, Christen Købke og F.C. Krohn – der alle optræder i kunstnerbåden – var med til at byde Thorvaldsen velkommen på den vigtige dag. I kommunalbestyrelsens båd, der også ses på kanalsidens sceneri, står politikerne L.N. Hvidt og Orla Lehmann allerforrest, selv om de i 1838 endnu ikke var indtrådt i Borgerrepræsentationen. Det var de til gengæld i 1846-48, hvor frisen blev til, og hvor de begge spillede en væsentlig rolle i de politiske bestræbelser på at indføre en demokratisk styreform i Danmark.

I folkemængden på frisen dukker flere kendte ansigter op. H.C. Andersen står lænet op ad masten i ”digterbåden”, vinkende med sin hat. Digteren kendte Thorvaldsen fra sine rejser til Rom, hvor han havde besøgt Thorvaldsen og blevet nær ven med ham i den danske kunstnerkoloni. I digterbåden ses også N.F.S. Grundtvig og Adam Oehlenschläger, som ofte optrådte i den kreds af venner og bekendte, der omgav Thorvaldsen i hans sidste år i København og på herregården Nysø ved Præstø.

Ligesom frisen viser fanebærerne inden for landets digterkultur, er billedkunsten naturligvis godt repræsenteret. Inde på landjorden er C.W. Eckersberg og billedhuggerne Hermann Ernst Freund og Wilhelm Bissen parat til at tage imod. Begge havde de arbejdet tæt sammen med Thorvaldsen i Rom. Det samme er den højt placerede embedsmand Jonas Collin, der spillede en hovedrolle både for H. C. Andersen og for museumssagen.

Sonne har også taget fantasien i brug i sin rekonstruktion af transporten af Thorvaldsens kunstværker fra Rota ind i museet. Det er den del af frisen, der vises ind mod Christiansborg Slot. For det første var museet slet ikke bygget, da Thorvaldsen kom tilbage til København, og de arbejdere, der optræder på denne del af frisen, var i virkeligheden portrætter af arbejdere, der i 1846-47 var beskæftiget med opførelsen af museet, og som på skift blev kaldt ind på museet for at sidde model for Sonne, når han tegnede sine skitseudkast.