Spring navigation over
Dante og Vergil i Helvedes anden kreds, D684

Forklaring

  • Joseph Anton Koch skildrer i akvarellen her en scene fra Den Guddommelige Komedie skrevet af den italienske forfatter Dante Alighieri, der levede fra 1265 – 1321. Med dette litterære storværk ønskede Dante at sammenfatte hele den middelalderlige forestillingsverden, som han selv var barn af. Denne verdens tre delverdener, Helvede, Skærsilden og Paradiset foretager han en vandring igennem – først i følgeskab med den romerske digter Vergil, der levede i årene f. Kr., og siden med Beatrice. I forgrunden til højre ses Dante i rød kjortel og Vergil med laurbærkrans på hovedet. Fra et lille klippefremspring kan de to vandringsmænd se ind i mellemgrunden, og dér er helvede løs. Menneskene straffes for den vellyst, de har ligget under for i levende live, ved at blive udsat for en pinefuld turbulens, der slynger dem hid og did. Mange af figurerne kan identificeres: Svævende imod Dante og Vergil ses det elskende par Paolo og Francesca. Der er Dido på bålet, Kleopatra med slangen ved sit bryst og længere tilbage Achilles, Paris og Helena. Højt oppe i baggrunden vandrer oldtidens digtere, filosoffer og helte.