Den 24. august år 79 blev pompeijanerne overrasket af et udbrud fra vulkanen Vesuv, som på kort tid begravede byen – og bevarede den for eftertiden. Efter at nyheden om de i 1748 påbegyndte udgravninger af Pomeij blev kendt, opstod en entusiasme for antikken, som inden længe spredte sig som en bølge ud over Europa. Betydelige katalysatorer for budskabet var kunsthistorikeren Johann Joachim Winkelmann (1717-1768) og radereren Giovanni Battista Piranesi (1720-1778). De bidrog på hver sin måde til at gøre udgravningerne kendt. Og snart var Pompeij, Herculaneum og Napoli vigtige stoppesteder på enhver ung kunstneres dannelsesrejse. Det gælder også for Georg Heinrich Busse. Han var rejst fra Dresden til Rom i 1835. Og i Pompeij tegnede han forlægget til denne radering. Den er på samme tid en naturskildring og en hverdagsskildring. Røgsøjlen fra Vesuv dramatiserer sceneriet, og fortæller at naturens kræfter slog til igen i 1838. I forgrunden derimod ses én person i gang med den store hakke, og en anden rækker noget ud igennem en vinduesåbning – måske en antik statuette.
nach d. Nat. gem. u. gest. v. G. Busse / in Verlag dem Autor / inc. a Roma 1840 / ANSICHT DER STADT POMPEI / mit dem Ausbruche des Vesuvs / im Jahr 1838. / VEDUTA DEGLI SCAVI DI POMPEI / coll' eruzione del Vesuvio / nell' anno 1838
