Gå til hovedindhold
hjemmeside banner island

Thorvaldsens selvportrætstatue 

– en statues mange liv


En statue kan have mange liv – den kan udføres i mange versioner, størrelser og materialer, og alt efter hvor, hvornår og hvordan den placeres, bliver den brugt og opfattet forskelligt. Denne udstilling vil følge et enkelt værk, nemlig Thorvaldsens selvportrætstatue: Bertel Thorvaldsen med Håbets gudinde. 

I 2024 er det 150 år siden, at Københavns Kommune skænkede Island en bronzeafstøbning af Thorvaldsens selvportrætstatue. Dét jubilæum er udstillingens anledning. 

I 1874 fejrede Island, at det var 1000 år siden, landet blev fast beboet. I anledning af jubilæet modtog øen talrige gaver og besøg. Københavns Borgerrepræsentation ønskede også at bidrage til festlighederne og vedtog at forære Island en bronzeversion af Bertel Thorvaldsen med Håbets gudinde. Statuen var den første offentlige statue i Island og blev under stor festivitas opstillet på billedhuggerens 105-års fødselsdag den 19. november 1875.

Island havde stærke ønsker om øget selvstændighed, og i en tid hvor politisk uenighed og koloniale bånd gjorde forholdet anspændt mellem Danmark og Island, blev gaven i både dansk og islandsk offentlighed set som et forsøg på at skabe positive og kulturelt samlende bånd mellem de to nordiske folk.

Thorvaldsens far var islænding, men havde som ung bosat sig i København. Skulpturen af den danske billedhugger med islandske aner kunne derfor minde både giver og modtager om den berømte kunstner, som begge folk kunne kalde sin.

I 1931 blev Thorvaldsens selvportrætstatue imidlertid erstattet af en anden og mere nationalpolitisk betonet portrætstatue forstillende lederen af den islandske friheds- og selvstændighedsbevægelse i 1800- tallet, Jón Sigurðsson, som endnu i dag er symbol på landets lange selvstændighedskamp. Thorvaldsens selvportrætstatue blev flyttet til en mindre markant placering i Reykjavik. Statuen er dermed et eksempel på, hvordan kunst og offentlige monumenter bruges, opfattes og til tider skifter plads og betydning gennem historien.

Udstillingen åbner på Thorvaldsens fødselsdag d. 19. november 2024.